fredag den 2. maj 2008

Fra Auckland til Rotorua

Efter en god omgang morgenmad blev vi afhentet af Roland, chef for firmaet Rest New Zealand og vores guide de næste 10 dage. Vi modtog bilerne på hotellet, en dejlig service fra Rest NZ. Det gik nemt, og papirarbejdet var hurtigt overstået.

Inden afgang mod Rotorua var vi på hotelrundvisning på Sebel Suites Mirvac Hotel. Et skønt firestjernet hotel beliggende lige ved havnefronten i Auckland. De fleste værelser har flot udsigt over havnen eller byen.

Vi kører i to dejlige Kia Sorrento 4WD med 3 personer i hver. Det er helt perfekt. På vejen mod Rotorua blev vi gang på gang begejstrede over den flotte natur og det varierende landskab. Vi grinede lidt og døbte det for "Teletobbiland" pga. de smukke grønne bakker.

Roland holdt ind et par steder på vej til Rotorua for at vise os maorikulturens flotte mødesale og de mange flotte udskæringer i træ, som folket er så kendt for. Ved ankomst til Rotorua måtte vi holde os lidt for næsen. Her har de alt den termiske aktivivtet i undergrunden, der giver en "duft" af svovl, men man vænner sig forbavsende hurtig til det.

Rotorua er en af de større byer på Nordøen. Byen er kendt netop for de termiske områder og maorikulturen.

Efter indcheckning pa motel/B&B (vi var delt for natten), kørte vi til Te Puia, som tidligere hed Whakarewarewa Park. Det nye navn er heldigvis meget nemmere at udtale. Det er en kæmpe park med maorioptræden, hvor man lærer om deres kultur og historie. Vi nød desuden al den termiske aktivitet i området. Vi så kratere fra gamle vulkaner, røg der strømmede op fra undergrunde igennem sten og kløfter, en kæmpe gejser med vandet væltende 20-30 meter op i luften. Et besøg man ikke må snyde sig selv for.

Sidst på eftermiddagen blev vi afhentet af selskabet Rainbow Spings. Vi skulle på turen "Rainbow Springs & Mitai Combo". Det var en aftenstur, hvor vi fik set maorioptræden, fik smagt maoriernes berømte mad - Hangi (hvor maden koger 3 timer på varme sten under jorden), set sjældne kiwifugle, glowworms og regnbueforeller i det meget rene og klare vand. Det var en rigtig god aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar