Doubtful Sound

Da vi vågnede, var det mørkt køligt, og det regnede. Lidt svært at sætte sig op til en dag ude i fjordlandskabet, men vi fik alligevel gjort os klar og fik spist morgenmad.

Det var stadig mørkt og regnvejr, da bussen fra Real Journeys hentede os kl. 7.15. Den eneste, som virkede frisk, var buschaufføren, som snakkede om naturen, de forskellige typer får, nybyggerne…i takt med vinduesviskerne. Det virkede meget søvndyssende, og jeg tror, de fleste fik sig en god lur, inden vi nåede Manapouri. Her modtog vi vores bestilte madpakker og tog med en færge til Wilmot Pass.

På turen hen over Lake Manapouri stilnede regnen af, og vi sad ved vinduerne og nød udsigten. Ved Wilmot Pass var der lidt tid til at kigge på turistcentret, inden turen gik videre i nye busser igennem den smukke regnskov med over 200 forskellige bregneplanter, smuk mos op ad de store, gamle træer og store vandfald. Vi gjorde stop oppe ved et højt udsigtspunkt og kunne se ned over Doubtful Sound, imens skyerne langsomt var ved at forsvinde, og den lyseblå himmel tittede frem.

Wilmot Pass Road er den dyreste vej i New Zealand. Den har kostet ca. 80 NZD pr. kvadratmeter, og vejen er 21,6 km lang, så ja den har kostet nogle basører.

Efter en halv time er vi endelig ved vores båd og ved starten af Doubtful Sound. Solen skinner, og vi sejler stille og roligt af sted imellem alle de smukke grønne klipper. Solen leger med et par vandfald og danner små regnbuer. Vi nyder det og klipser et par billeder. Vi har næsten ikke tid til at spise madpakkerne eller tage en kop kaffe, for der er hele tiden nye smukke syn. Vi bruger det meste af tiden på at stå ude og høre suset fra båden, imens vi ser på spejlbillederne i vandet og de store grønne klipper, lag på lag af bjerge og store vandfald.

Kaptajnen forklarer, at det ikke altid er den samme rute, han sejler, og i dag er det roligt vejr, så vi får turen helt ud til havet, hvor vi sejler tæt på et par småøer, hvor søløverne ligger og soler sig.

På turen tilbage lægger vi ind til siden ved et par mindre vandfald. Kaptajnen stopper båden i 10 min., og vi nyder stilheden og lyden af det skvulpende vand sammen med fuglenes sang. Dette er helt klart den store fordel ved at tage overnatningsturen i stedet for dagsturen, da man her får man stilheden med.

På hjemturen besøger vi Manapouri Power Station 2 km nede under jorden.

Solen går langsomt om bag bjergene, imens vi stiger på bussen i Manapouri. Det har været en utrolig smuk dag, som vi med et tilfreds smil kan tænke tilbage på.

Vi havde hjemmefra haft store overvejelser, om vi skulle vælge Milford Sound eller Doubtful Sound, men valgte Doubtful, da den samlede køretid var kortere, og der er kun 2 både på fjorden - en om dagen og en om aften/natten.

Ved ankomsten til Queenstown klædte vi hurtigt om, og tog svævebanen op til Skyline Restaurant. Der var stor buffet med forskellige retter fra New Zealand. Den bar præg af, at det er græskarsæson, som vi også har oplevet alle de øvrige dage i New Zealand. Tror at "kiwierne" elsker deres græskar og derfor har udviklet 10.000 forskellige opskrifter - mindst!

Udsigten fra restauranten var ganske smuk og en dejlig måde at slutte den sidste aften af med. I sommerperioden passer det med, at spiser man ved 8-tiden, får man både udsigten over bjergene, byen og søen i dagslyset, solnedgangen og stjernehimlen som afslutning.